Tanker om Tolkninger

Det her er en af mine yndlingsillustrationer fra en bog. Den er lavet af Tove Jansson og forestiller Bilbos møde med Gollum i Hobbitten.

​”What? Det er da ikke Gollum?” hører jeg dig sikkert råbe nu. Og du har ret, den er fjern fra Peter Jacksons udgave af Gollum, som en fordærvet Hobbit forvrænget af ringens ondskab gennem mange år.
Men det er nu stadig Gollum.
 
Illustrationen er lavet til den svenske udgave af Hobbitten. Den første udgave af Hobbitten, må jeg også hellere skynde mig at sige!
For det er faktisk vigtigt når vi taler om ”korrektheden” af Gollums fremstilling.
For i 1. udgave af Hobbitten bliver Gollums størrelse ikke nævnt. Derudover bliver Gollum ikke sur over at være blevet snydt af Bilbos ikke-gåde, og de tager faktisk afsked på nogenlunde tilforladelig vis – Gollum lettere forvirret over hvor han dog kan have forlagt sin ring.
Gollum har altså en helt anden karakter i førsteudgaven end han har i den nyere udgave. En karakter, som sagtens kunne læses som en overdimensioneret naturånd fra bjergenes indre (en tolkning, der hvis man kender hobbitten og dens brug af talende dyr og andre magiske elementer slet ikke ville være så uforståelig).
Nå Men Toves illustrationer fik en del kritik med på vejen. Bl.a. fordi hun fokuserede mere på miljøer end karakterer i illustrationerne, og fordi hun af samme grund derfor ikke gav dværgene nogen særpræget personlighed.
Denne kritik nåede til Tolkien selv, og historien går at han blev så overrasket over tolkningen af Gollum, at han skyndte sig at omskrive scenen!
Sandheden er nok mere, at Tolkien arbejdede på Ringenes Herre på dette tidspunkt, hvor han allerede var i gang med at omskrive selv samme kapitel for at kunne bruge Gollum aktivt i den videre historie om ringen.
 
Nå, men det er slet ikke det jeg vil tale om i dag. Det jeg gerne vil tale om er Tolkning!
Da jeg læste litteratur på universitetet, var det med fokus på den nykritiske metode, og forståelsen af ”det autonome værk” – at værket altid vil være at tolke ud fra sig selv, og intet andet.
Dette er jo ikke den eneste sandhed, da der er mange måder at tolke et værk på, og at jeg bestemt også kan se hvordan for eksempel biografiske og samfundskritiske tolkninger og lignende kan være interessante.
Men at se et værk som udgangspunkt være autonomt har visse fordele når man læser en historie.
 
For et aspekt af tekstens autonomi er, at alle vil have forskellige tolkninger af den, og at alle derfor mødes af flere tolkninger i samspil.
For eksempel er Gollum her blevet tolket af Jansson som en naturånd. Hobbitten er også blevet tolket af en redaktør, der har arbejdet med teksten inden udgivelse. Og i Janssons tilfælde også af en oversætter.
Dette betyder altså at denne udgave af Hobbitten har mødt Tolkiens egen tolkning af sin tekst, en redaktørs, en oversætters og Janssons inden den til sidst har mødt en læsers tolkning.
Derudover havde læsere allerede tolket på bogen før den blev oversat, hvilket gjorde at oversættelse og illustrationer skrev sig ind i en kontekst, der gjorde at de læsere ikke brød sig om de valg Tove havde taget i sin tolkning.

​Tolkningens magt og afmagt
 
Det synes jeg er virkelig spændende! Hvordan en historie kan skifte udtryk gennem fx illustrationer – ja, eller medier.
Jeg har selv oplevet hvordan jeg fx har skrevet historier jeg ville mene var klart Science Fiction blive mødt med samfundsrealistiske øjne af en illustrator. Jeg sagde ikke noget, da jeg ikke mente det skadede historien og det er en interessant tolkning!

Jeg har også oplevet hvordan nogle lærere gerne vil lave en biografisk tolkning af mine bøger, uden dog at kende til min biografi – ofte er tolkningen kun knyttet til et aspekt af mit liv, som jeg selv mener bør fylde usandsynligt lidt i læsningen af mine bøger. Af samme grund opponerer jeg altid mod biografiske tolkninger af mine historier.

Så man skal altid være kritisk i sit møde med tolkninger. Fx har jeg mødt lærere, der gerne vil have at min bror er multihandicappet, netop på grund af at broderen i min bog Standby er det.
Min bror er ikke multihandicappet. Så tolkningen bliver altså skæv, fordi den prøver at finde en biografisk konsensus i historien, som bare ikke er der.
Og sådan er biografisk læsning – den kan kun knytte sig til biografisk realitet, og kan derfor modbevises gennem samme – min bror er ikke multihandicappet, derfor er det en forkert tolkning. På samme måde kan jeg også godt være tilbageholden overfor biografiske læsninger af historier hvor forfatterens biografi ikke er kendt, men man bare har brudstykker eller antagelser. Faktisk vil jeg gå så langt at kun forfatteren selv kan give en fyldestgørende biografisk analyse af sit værk hvis dette findes, og at alt andet blot er gisninger om et muligt levet liv.
Men her stopper forfatterens magt over sin historie så også.

I min folkeskole havde vi på et tidspunkt en forfatter ude til en bog vi havde læst (Med ilden i ryggen). Fugle fylder meget i forfatterens beskrivelser, og vores lærer mente at dette var en klar del af tolkningen.
​
Til foredraget spurgte en elev om hvad fuglene repræsenterede, og som svar sagde forfatteren at han blot havde skrevet dem ind for at hovedpersonen havde noget at lave (kikke på fugle), mens han var på flugt - Ordene kom fra forfatteren selv! Så måtte det være mere rigtigt end lærerens tolkning, ikke?

Men her er jeg på tværs og siger at fuglene repræsenterede noget! Forfatteren var måske ikke bevidst klar over det, og de fyldte sikkert ikke noget for ham – men fuglene var i bogen, og dermed gav dette dem betydning.
​Hvilken betydning var så igen afhængig af læserens tolkning, ved at se på hele værket som en autonom størrelse. Men selv her er fugle i en historie om krig og flugt og drømmen om at finde sikkerhed måske ikke så svære at tolke på igen. Vel?

Men er det ikke lige meget?
 
For nyligt så jeg et instagramopslag fra en bogblogger, der talte om den ligegyldighed man tit bliver mødt med, når man nørder litterær tolkning og betydning.
”Men er det ikke lige meget? Er det ikke bare en historie?”
Og nej. Det er ikke lige meget.

Selvfølgelig kan det godt virke sådan hvis man ikke interesserer sig for litteratur. På samme måde er hvem der vinder verdensmesterskaberne i fodbold ret så lige meget for mig, da det ikke interesserer mig!
Men det er også den slags tanker, der skaber ligegyldighed.

Kan det ikke være lige meget at en gruppe mennesker i verden lægges for had? Hvis man ikke selv er en del af den gruppe. Kan det ikke være lige meget at vi får større ulighed i Danmark, så længe man ikke er dem, der oplever uligheden?
”Kan det ikke være lige meget?” fører til ligegyldighed. Og det dræber kunsten. Og på et større plan vores medmenneskelighed.
Kan det ikke være lige meget at Tove illustrerede Hobbitten sådan her? Jo. Men hun gjorde det, og det beder om at vi forholder os til det: Hvad hvis Hobbitten kunne have set sådan ud?
Hvad hvis fuglene betød noget i Med Ilden i ryggen?
Hvad hvis det faktisk betyder noget – det faktisk siger noget om os som mennesker – at vi er ligegyldige overfor andres nød?
 
Derfor er tolkning vigtigt. For tolkning er at gå kritisk til et værk og tale med det. Det er at gå kritisk til virkeligheden og forhandle med den – ikke bare skælde den ud over at den ikke passer ind i et snævert verdensbillede, som mange politikere i dagens Danmark ellers ynder at gøre.
Tolkning engagerer os, Tolkning lærer os fordybelse og nuancering. Tolkning lærer os at være kritisk og se flere vinkler på det skrevne end hvad vi nødvendigvis bliver fortalt.
Og det er at tage afstand fra ligegyldigheden, og rent faktisk interagere reflekteret med den verden vi alle er en del af.